header-element.png
Global overvågning af flytrafik en realitet i 2019
Dato
11.01.2019

Stort fremskridt for luftfarten og flyvesikkerheden:
Global overvågning af flytrafik en realitet i 2019

De sidste ti af i alt 75 satellitter, der udgør det første globalt dækkende overvågningssystem for flytrafik, er nu på plads i kredsløb omkring jorden efter en vellykket opsendelse fra Vandenberg Air Force Base i Californien fredag den 11. januar. Dermed er en af de allersidste milepæle passeret, så systemet efter planen kan sættes i drift senere i år. Det vil medføre store fremskridt for luftfarten både når det gælder flyvesikkerhed, effektiv trafikafvikling, brændstofbesparelser og miljøforbedringer. Danske Naviair har en del af æren for projektets gennemførelse som partner og medejer af den amerikanske virksomhed Aireon, der står bag systemet.

Verdens første globale overvågningssystem for fly er nu stort set på plads og kan efter planen tages i brug i løbet af 2019. De sidste ti af i alt 75 satellitter blev sat i kredsløb i rummet fredag den 11. januar og efter en sidste klargøring vil Aireon systemet sikre, at der fremover vil være 100 procents overvågningsdækning overalt på kloden, når blot flyene udsender såkaldte ADS-B signaler, som allerede er lovbestemt for kommercielle fly i både EU og USA. Det medfører en epokegørende fornyelse for luftfarten både når det gælder flyvesikkerhed, effektiv trafikafvikling, brændstofbesparelser og miljøforbedringer.

Danske Naviair er blandt de seks ejere af Aireon og har som partner i projektet medvirket med viden og ekspertise om lufttrafikstyring.

Hidtil har flytrafikken kun været overvåget fra jordbaserede systemer, blandt andet radarer. Disse systemer er - på grund af deres rækkevidde - kun i stand til at dække omkring 30 procent af jordkloden. I de resterende områder kan flyveledelsen ikke se flyene på deres udstyr. Trafikstyringen er derfor baseret på piloternes indberetninger over radioen og for at sikre en forsvarlig trafikafvikling over især havområder og fjerne egne er det derfor nødvendigt at holde meget store sikkerhedsafstande mellem flyene.

Med Aireons globalt dækkende system og den mere præcise overvågning bliver det muligt for flyveledelsen af halvere sikkerhedsafstanden mellem flyene. Det betyder blandt andet, at langt de fleste fly fremover kan få plads i en optimal flyvehøjde på en optimal rute. I dag er der for eksempel, i de travle perioder, ikke plads til alle fly i jetstrømmene over Nordatlanten og mange fly må derfor bruge ekstra brændstof og flyvetid, fordi de ikke kan få optimal medvind eller minimal modvind. Alene for flytrafikken over Atlanterhavet er det beregnet, at det nye system her vil spare luftfarten for brændstofudgifter på knap én milliard kroner årligt. Brændstofbesparelsen giver endvidere en positiv miljøeffekt i form af mindre udledning af drivhusgasser.

Flyvesikkerheden bliver også styrket fordi det nye system giver præcise positionsangivelser på alle kontrollerede flyvninger overalt på jorden. Det betyder blandt andet, at det fremover vil være nærmest umuligt for trafikfly at forsvinde sporløst, sådan som det var tilfældet med et malaysisk passagerfly for nogle år siden.

FAKTA Aireon
Det nye Aireon-system omfatter 66 satellitter og yderligere 9 reservesatellitter i Low Orbit kredsløb omkring jorden. Hver satellit er forbundet med fire andre i et netværk, der sikrer, at der altid kan sendes data ned til Aireons jordstationer. Når det nye system efter forventningen er i drift i løbet af 2019, vil det være muligt overalt på kloden at hente data om alle fly, som er udstyret med ADS-B-udstyr.

Ejerkredsen bag Aireon er foruden danske Naviair, NAV Canada, amerikanske Iridium, irske IAA, britiske NATS og italienske ENAV.


> Læs mere på www.aireon.com 



For yderligere oplysninger, kontakt:

Kommunikationsdirektør Bo Pedersen
D +45 3247 7900 / bop@naviair.dk
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.